Vi rejser som aldrig før. I 2018 valgte rekordmange danske rejselystne at tage flyet sydpå. Københavns lufthavn satte rekord med 110.000 rejsende på en enkelt dag!
Hvad kan man gøre for at være mere klimavenlig? En af de største klimasyndere er flyrejser. Man kan i hverdagen sørge for at spise mindre kød, skifte stearinlysene ud og sortere sit affald, men hvis vi for alvor skal forbedre klimasituationen, er flyrejser et vigtigt sted at sætte ind.
Heldigvis findes der mange måder at kunne opleve verdenen på, uden at spænde sig i sædet i flyet og spise den tvivlsomme flymad.
Et klimavenligt alternativ
Togrejser er et af de bedste og mest effektive alternativer til flyrejser. I mange år har det været muligt at købe en interrailbillet og opleve Europa med tog. Dette har dog mest været forbeholdt unge på “fjolleår”.
Togrejsen og interrail er igennem de seneste år langsomt blevet glemt i en hverdag, hvor alt skal gå hurtigt og være effektivt. Det er dog som om, at der nu er ved at ske modreaktion til dette.
Sæt farten og tempoet ned
Ud over at være en klimavenlig rejseform kan interrail og togrejser også give dig mulighed for at læne dig tilbage og nyde udsigten samtidig med, at det sparer dig for de lange køer i sikkerhedskontrollen.
I toget er der plads til at strække benene og møde andre rejsende i et afslappet miljø. Der er tid til at tale med familien og vennerne, og der er tid til at samles om et spil kort og lade tiden gå lidt i stå.
En togrejse bør ikke nødvendigvis betragtes udelukkende som transport, men nærmere en del af din ferie, hvor du kan koble helt af fra hverdagens stress. Nattog kan samtidig bruges som et billigt (og klimavenligt) alternativ til en hotelovernatning.
Tognettet samler Europa
De seneste år er snakken gået på at udvide tognettet og udskifte gamle diesellokomotiver med nyere og mere klimavenlige lokomotiver.
Et udvidet tognet kan samle Europa og bindes sammen af højhastighedsjernbaner, som kan løse udfordringerne med at komme hurtigt fra A til B for bl.a. forretningsrejsende, men også ferierejsende togpassagerer.
Finansiering til dette kan findes i afgifterne, som vi ser i dag på flyrejser samt i en bedre støtte fra EU omkring handel af billetter henover grænserne.
For flybilletter bliver der i dag ikke opkrævet moms for, og brændstof til fly bliver ikke beskattet på samme måde som benzin, diesel, motorveje, biler og togbilletter. Hvis vi vender billedet om og begynder at opkræve større afgifter i flybranchen, vil dette hurtigt kunne udgøre en stor del af finansieringen til at gøre togrejser til en mere attraktiv rejseform.